1000fryds historie

 

Midt i 70’erne blev Aalborg en universitetsby. I den forbindelse mente byrådet, at der burde gøres noget ekstra for ungdommen. En af de ting, der var oppe i tiden i andre byer, var alaktivitetshuse (bl.a. Huset i Magstræde i Kbh), og sådan et ville man nu forære byens ungdom i Skt. Jørgens Gård i Hasserisgade, som indtil da fungerede som en fattiggård.

 

Ungdomsoprøret var tidens store bevægelse. Den var måske ikke kommet så kraftigt til udtryk i Aalborg men behovet for at tænke i de nye baner lå og ulmede, og ikke mindst universitetets etablering betød, at der kom mange nye folk til byen med gang i tankerne om alt muligt, der kunne være anderledes.

 

Der var i høj grad brug for et samlingssted, hvor man dels kunne snakke og dels realisere de nye tanker. Hvad de egentligt gik ud på var lidt mere usikkert, men det galdt altså om at blive ”bevidst” og alle, der var bevidste vidste et eller andet, som vi ikke lige vidste hvad var, men vi var ret sikre på var det samme som de andre vidste, og det var i alle tilfælde noget meget vigtigt.

 

Man kunne så se på de konkrete ting, der dukkede op i Huset:

 

-         vegetarisk cafe 

-         mødelokaler

-         Husavisen

-         Bogcafe

-         Øvelokaler

-         Værksteder

-         Galleri

 

En masse organisationer fik tag over hovedet til møder Huset, bl.a. kvindegrupper, samarbejdsudvalget mod Ejerlejligheder, og Støt Christiania, Noah og OOA, yogagrupper mm. De lokale musikere, der betragtede hash som den nye højere sandhed, fandt også sammen i Huset (selv om de sneg sig ned i en lejlighed i Kirkegårdsgade, når de skulle fyre en fed). De venstreorienterede var en anden modpol i ungdomsbevægelsen med utallige fraktioner.

 

Hverdagen var i høj grad møder, hvor målsætningen var at alle skulle være helt enige før en beslutning blev taget og det var nyt og spændende. Ikke mindst fordi der også i huset grupperinger, der ikke havde noget specielt med ungdomsoprøret at gøre, f.eks. KFUM og K, den kristelige ungdomsbevægelse. Vi lærte hinanden en masse om hvad tolerance og ægte demokrati var, og vi lærte en masse om hinanden og vores visioner som jo strakte sig langt ud i samfundet.

 

 

Det var en spændende tid og det var derfor et voldsomt slag i ansigtet på os, da Huset en nat fik skiftet låse ud og lukket af for os, fordi en snæversynet borgmester ikke kunne lide – og da slet ikke forstå – os. Det var et dybt sår for mig, at nogen skulle forhindre mig i at få alle disse berigende oplevelser sammen med mine venner. Desuden var jeg tilflytter og Huset var stedet hvor jeg havde mit sociale netværk..

 

De første år kæmpede vi for at få huset tilbage. Huset var en selvejende institution og vi kunne derfor fortsætte denne organisation som ”Huset i Exil.” Lukningen var borgmester Marius Andersens helt eget værk, han havde ikke engang spurgt sin egen byrådsgruppe og det kom der en del tumult ud af, bl.a. meldte Erik Ludwigsen sig ud af socialdemokratiet og dannede ”Listen for Medbestemmelse.” I en periode var der også gang i at etablere en ny borgerliste, liste ”Liste T” som skulle stå for alt godt i modsætning til alt det møj, vi havde oplevet.

 

Flere møder blev holdt ved KFUM og K i Danmarksgade, da en af de dygtigste folk i ”Huset i Exil” var en dame herfra, som hed Ellen Thomas. Også Erik Ludwigsen og universitetslærere var aktive i i foreningen. Marius blev voldsomt kritiseret i læserbreve mm., men de menige medlemmer af Socialdemokratiet føjede sig under borgmesteren og accepterede hans udemokratiske fremgangsmåde via efterfølgende byrådsbeslutning.

 

Når Marius blev spurgt, om ikke det var rimeligt at give byens ungdom Huset tilbage, var hans svar ”Nulsen Bulsen.”

 

På et tidspunkt besluttede vi at besætte Huset. Vi sneg os ned en nat og byggede barrikader overalt. Så kom politiet med Paul Wrobel i front og smed os ud i værste Western-stil. Han sendte et par betjente ind for at forhandle, hvilket vi som naive blomsterbørn accepterede, hvorefter de to betjente blot gik i gang med at fjerne barrikaderne indefra. Og det kunne vi jo ikke gøre noget ved når vi var anti-voldelige. På samme måde blev vi snydt af Jyllandsposten, hvis journalist gav sig ud for at være venligtsindet. Vores åbenhed i forhold til hende resulterede i den mest ubehagelige artikel om os. Mens politiet bar den ene af os ud efter den anden, sad jeg og bankede løs på klaveret mens vi sang ”I kan ikke slå os ihjel, vi er en del af jer selv.”

 

Det lykkedes Huset i Exil at få sat sig på kassebeholdningen samt møblerne fra Huset, og det hele bleve solgt på en auktion. De penge blev gemt i en fond og var senere med til at financiere Tusindfryd.

 

Huset i Hasserisgade åbnede et års tid efter i en ny, meget ”socialdemokratisk” udgave, hvor alle vores flotte vægmalerier var malet over af faglært arbejdskraft, bl.a. klovnen ved indgangen til vegetarcafeen ”Klovnen.” Klovnen var ellers stedet, hvor nye folk i huset kunne få fodfæste i miljøet som frivillige madlavere. Det var nu blevet til en slags cafeteria med salg af røde pølser serveret af overenskomstmæssigt ansat personale. I toppen af det hele var der en faderlig bestyrer og en bestyrelse med folk, som ikke selv brugte stedet. Det var totalt uinteressant for os unge, selv om der hen ad vejen også viste sig at være et marked for den slags serviceinstutition, som Huset blev til. Det var bare noget helt, helt andet.

 

Mange af de folk, der havde kæmpet for at få den første version af huset til at fungere, var ved at være udbrændte da arbejdet begyndte forfra i exil. Andre arbejdede i flere år i Huset i Exil indtil forhåbningerne også der nåede nulpunktet. På et tidspunkt var der slet ingen forening i Aalborg, som håbede på at få et hus.

 

Men så skete der noget. En tidligere teknisk skole i Niels Ebbesensgade stod tom og nogle af os gamle husfolk begyndte at røre på os.

 

Min gode ven Thorkild kan huske, at jeg en dag kom ind på Pusterummet i Jomfru Ane Gade under en bytur og fortalte begejstret om det nye hus til ham og en, der hed Frede Brunø. Det resulterede i et nyt møde på Cafe Rantzau på Rantzausgade – et af vores faste holdepunkter i arbejdet med Tusindfryd – hvor vi skitserede en kæmpe huskeliste over alt det der skulle til, før vi igen kunne have et hus. Det var stort såvel som småt. Frede kiggede på den, rystede på hovedet og sagde: ”Det dér, det er for urealistisk.” Ved den lejlighed forsvandt 33 % af initiativgruppen.

 

I 70’erne var alle unge med i et eller andet, så måtte man selv vælge om det var kvindebevægelser, mandebevægelser, Forældre og Fødsel, terapeutiske grupper, politiske partier, ikke partipolitiske politiske grupper og fraktioner, økologiske bevægelser, teatergrupper, musik eller mediefolk. Selv om mange boede i kollektiver med folk fra andre bevægelser, var der alligevel ingen ordentlig kontakt mellem alle disse– typisk sad man i hver sin lille butik i centrum. Og jeg selv manglede måske også en eller anden social forbindelse til de folk, der havde de samme tanker som jeg. Den kontakt forsøgte jeg at genetablere ved at tage initiativ til en lille avis kaldet Aalborg Net-Avis. Avisen udkom fra 1978 til 1988 og udviklede sig fra at være nogle foldere A4-ark trykt på en dublikator til at være en lille månedsavis i tabloidformat (som Ekstra Bladet og BT) med en del artikler der dannede et holdningsmæssigt modspil til den store, grimme Aalborg Stiftstidende. Denne kommunikationskanal viste sig at være central i den kommende ti ds arbejde for et hus i Aalborg.        


Thorkild og jeg forfattede en dobbeltsidet avisartikel på Net-Avisens midtersider med titlen ”Går De i hustanker - det gør vi !” Her blev der indkaldt til et møde i lokalerne i Niels Ebbesens Gade, som resulterede i et sammenrend af folk med voldsomt forskellige ideer. Nogle ville bo der, andre ville lave et hus, der alene skulle være samlingssted for de politiske bevægelser, nogle ville lave en masse værksteder, og jeg ville lave et oplevelseshus med stjerneobservatorium og psykadelisk indrettede rum i vilde farver. Dog ville alle gerne ville have en cafe. Man ville ikke lave et musiksted, for vi havde et udmærket sted, der hed MultiMaren i byen, som vist også var brugerstyret.

 

 


Forvirringen var stor, men vi måtte i gang. Det konkrete hus holdt en stemning oppe, og der blev holdt møder hver uge indkaldt via Net-avisen, som blandt andet nåede ud til ethvert kollektiv med respekt for sig selv. Der kom også en pæn flok gymnasieelever fra Hasseris. Den første tid mødtes vi i en butik på Frederikstorv. Det totale brugerdemokrati var stadig i højsædet, hvis ikke vi kunne blive helt enige, måtte vi diskutere færdige til vi var det. Nogle gange kom nogle folk til møderne, andre gange var det nogle andre, så af og til måtte det samme diskuteres flere gange med zig-zag kurs som resultat. Problemet med at give gruppen et navn lurede ude i horisonten, og her fik jeg lige et lyst indfald, idet jeg på et tidspunkt bare skrev: ”Referat af møde i Tusindfryd” som overskrift. Og fortsatte med det sidenhen. Det var således aldrig besluttet demokratisk endsige diskuteret, at det skulle hedde Tusindfryd, men alle troede at det var besluttet på et af de møder, de ikke havde været ved. Jeg holdt dette hemmeligt et pænt stykke tid frem.

 

En mere formel stiftelse af foreningen fandt sted ca. i november 1980 i MultiMaren, der den gang lå i en baggård Ved Stranden (nær Håbets Gård eller Simonis Gård). Der var nok en 40-60 mennesker med. Så i 2003 fylder 1000fryd 23 år (vil jeg mene..)

 

Da vi var kommet lidt i gang og viste os levedygtige som forening, overtog vi saldo fra den slumrende fond Huset i Exil. En fyr, der hed Finn, donerede 10.000, desuden fik vi penge fra 1. maj fonden i København og fra Victorias fond, der opsamlede overskudet fra Cafe Victoria på Borgergade, som den gang var drevet af frivillige med det formål at rejse penge til progressive ting. Vi fik vist også lidt penge fra Kulturministeriet og vi tjente en del ved at afholde en masse støttefester og receptioner. Det var en masse piger, som allesammen hed Helle, som sørgede for fester og receptioner.

 

 

 

 

Blandt de mindeværdige fester var festen i Folkets Hus, et lokale man kunne leje i Nørresundby Centrum. Turen fra Aalborg til Nørresundby blev tilbudt i fiskekutter. Folk var klædt ud i sømandstøj og der var Gammel Dansk og skønsang hele vejen over fjorden. I korte perioder kunne man mistænke Tusindfryd for at være en rent selskabelig forening med beherskede ambitioner hvad angik huse. Vi tog også til hustræf med husgrupper forskellige steder i landet, og der var også altid fest.

 

 

 

En af vores indsamlingsmetoder var at klæde os ud som blomsten tusindfryd med blomsterblade ud fra hovedet og gå rundt på Grønttorvet og andre steder og synge selvkomponerede sange om vores husdrømme. Samtidig solgte vi badges for 5 kr. med tusindfryder på, som man kunne tage på for ligesom at vise at man støttede sagen. Men det blev nu aldrig nogen stor og givtig forretning, især ikke på regnvejrsdage.

Hvert år ved karnevalet fil vi lov til at tjene penge på at sælge mad, hvilket også bidrog rimeligt til kontanterne. Et år kørte adskillige folk til Store Restrup Højskole og hakkede grøntsager til de var helt blå i hovedet. Der blev produceret en masse kæmpe store gryder med suppe. De blev fragtet ind til Tusindfryd-butikken i Vesteraa aftenen før karnevallet, hvor jeg så skulle sørge for at låse og slukke. Jeg bemærkede, at alle lågene sad lidt skævt på de varme gryder, så dem satte jeg på plads. Det skulle jeg aldrig have gjort, for derved ulmede gryderne videre natten igennem og det endte med al suppen skummede og blev sur og måtte smides ud. Det gjorde mig vældig populær.

 

Vi fik aldrig råd til Niels Ebbesens Gade og måtte derfor se os om efter noget andet. Hver gang et nyt hus blev en mulighed, blev der lavet rundvisninger og enthusiasmen steg igen. Med i foreningen var kommet en del folk med forstand på penge, og det var jo smart, selv om vi måtte erkende, at dette ikke i sig selv førte til, at der blev flere penge til rådighed.

 

Her er nogle af de huse, vi havde kig på – for os gamle er hvert hus en epoke, mens det næppe siger de senere tilkomne noget særligt:

 

-         Tidligere tekniske skole i Niels Ebbesens Gade (i dag boliger)

-         Hotel Kong Frederik Lille Kongensgade (i dag boliger)

-         Miljøcentret Danmarksgade (i dag Bones)

-         Socialkontoret i Rantzausgade (i dag Aalborg Kommunes administration)

-         Håbets gård Ved Stranden (i dag vist Simonis gård)

-         Kattesundet

 

Kong Frederik var for gammelt og lumret og svært at forestille sig som et godt sted.

Miljøcentret var indrettet meget vanskeligt med mindre det blev et musiksted med een stor scene

Det hele var dyrt (over en million.)

 

Vi mistede modet efter det tredje hus. Vi kunne se at vi ikke havde råd. På et tidpunkt fik vi lov til at låne et kolonihavehus i udkanten af Hasseris, og det var da hyggeligt nok, men der var også så småt ved at gå rent grøntsag i det hele.

 

Nye tanker kom ind i foreningen: Det må være rimeligt at kommunen lader os få en af deres tomme ejendomme. Vi lavede en presse-happening og tog ud til kulturforvaltningen i Hasseris med et kæmpe brev: ”Vi søger om et hus!” Og fik senere det svar, at kommunen ikke kunne pege på en tom ejendom, som vi kunne få.

 

Så byggede vi en kæmpe pap-machet pegefinger og trillede den rundt i byen og pegede på forskellige tomme kommunale ejendomme. Den pegede bl.a. på det tidligere socialkontor i Rantzausgade. Kommunen lovede at de ville se positivt på sagen, men der skete alligevel ingenting. Vi henvendte os igen og igen og endte med at gå op og forære rådmanden for kultur et lille hus i et syltetøjsglas. Meget symbolsk.

 

En af de mere antiautoritære aktioner, vi udførte, var at lave et kæmpe skilt, hvor der står ”Her opfører Aalborg Kommune Brugersturet Aktivitetshus med Cafe, værksteder, øvelokaler osv. Osv.” Og liste ned en nat og skrue det på det lukkede socialkontor i Rantzausgade. Her hang det weekenden over, så opdagede nogen, at der var noget galt med tårnene i byvåbnet på skiltet (de snoede sig ind i hinanden på en lidt kaw måde) og en eller anden kommunalmand fik til opgave at pille det ned. Det står måske den dag i dag og samler støv på en materielforvaltning et eller andet sted.

 

 

 

I vores desperation nåede vi efterhånden til en fase, hvor det kom under overvejelse at leje et konkret hus i 10 år. Det var ikke det samme når det ikke var vores eget, men den halve løsning var lige ved at være endelig aftalt, da en, der hedder Boble opdagede noget mystisk. Vi sad ved et møde i vores butik på Vesteraa og fik at vide, at der var en kæmpe ejendom et stenkast væk - et tidligere trykkeri lige ovre i Kattesundet - som var sat til salg for kun 325.000 kr. Det var meget mærkeligt af os at komme over og se dette hus for første gang. Det var fyldt med trapper og kroge, nærmest uoverskueligt at bevæge sig rundt i også fordi lyset ikke virkede. Men der var masser af plads, og der var f.eks. afløb og toiletter, som vi måske kunne bruge frem for at bygge alt op i en tom skal. Det var en helt ny situation og anderledes stemning, da tingene begyndte at blive realistiske. Også lidt farlig, for hvad nu hvis det ene og det andet...

 

 

 

Der kom masser af nye folk, fra kontornussere og festarrangører ændrede sammensætningen sig nu til i højere grad at bestå af håndværkere, folk med forstand på byggetegninger, fugtspærre, hushandel og fedtfiltre i restaurantionskøkkener. Det sidste havde jeg slet ikke tænkt på dengang vi lavede en liste på Pusterummet over hvad der skulle gøres. Arbejdsgrupperne holdt møde efter møde og problem efter problem blev ryddet af vejen, bl.a. lånte en venlig bankmand i Bikuben os 300.000 til ombygning.

 

 

 

Huset blev overtaget i februar 1983. Cafeen åbnede i maj 1984. Opbygningsperioden var en utrolig god oplevelse. Der blev knoklet i alle hjørner af huset, hver aften var der fælles afslapning, og rummene blev færdige et efter et. Ved karnevallet i 1984 var cafeen klar til åbning - dog var det sidste der skete, at baren blev malet hvid, så alle dem man så med hvide knæ kunne man se havde været på Tusindfryd i løbet af dagen.

 

 

Herefter fulgte den daglige drift, om hvilken der primært skal siges at det var et mærkeligt tomrum. Vi gik og ventede på, at huset skulle befolkes af alle dem, der havde ventet på at det blev færdigt, så de kunne indrette lerværksteder og alt muligt - men der kom ligesom ikke rigtig nogen af den slags.

 

Alligevel var der nogen, der savnede en rød tråd, en mening med at gå og bygge alle rummene om til ubekendt skæbne. Den røde tråd kom en nat. Næste morgen kunne man se en tynd råd tråd malet på væggen som startede i den ene ende af huset, bevægede sig igennem alt, simpelthen alt, dørkarme, døre osv. osv. i samtlige rum. Hærværkspersonerne blev aldrig afsløret. Alle var forargede eller lod som om de var, for ikke at blive afsløret. Dem der gjorde det sidder nok et eller andet sted i Danmark og griner og har dannet en loge og er enige om først at offentliggøre det når de fylder 75.

 

Vi var en del, der havde det godt med cafeen og der var grupper som lavede varm mad hver dag. Nogle fik børn og der kom en børnereol i cafeen. Og jeg har ladet mig fortælle, at Tusindfryd stod sig rigtig godt med kvindesagen, fordi der i mange år var gratis bind på toiletterne.

 

Undervejs har vi skullet slås med en masse andre problemer end økonomi:

 

-         lige i starten var vi ved at blive hevet i retten for at have givet mundtligt tilsagn på leje af et andet hus, (og vi ville altså ikke kunne magte springet fra 0 til 2 huse samtidig)

-         naboer har aldrig været vilde med høj musik sent om natten. Det tog lang tid før vi overhovedet fik byggetilladelse til at have en cafe.

-         der var det evige problem med at skaffe barvagter og at få udlejet ledige lokaler

-         der har været masser af diskussioner om, hvordan man fik folk til at føle sig hjemme i et hus, hvor alle de andre kendte hinanden

-         der var frygten for at miste bevillingen når nogen røg hash i cafeen eller holdt åbent efter kl. 02

-         der var perioderne med uærlige mennesker blandt brugerne, indbrud, ildebrand

-         Tusindfryd har også været tilholdssted for mange folk med problemer af forskellig slags, som der skulle skabes rum til

 

Da huset et par år efter opbygningen var forholdsvis affolket, var det jo lidt morsomt at erfare, at der spænede en gruppe BZ-inspirerede unge rundt i byen og ledte efter et hus og besatte lidt hist og her. De kunne jo bare komme og bruge vores hus. Hvorfor kom de ikke bare her?

 

Jeg troppede op på et af deres møder og fortalte om huset, hvilket vist i første omgang skabte lidt forvirring og også en del modvilje. Hen ad vejen fandt de ud af at bruge det, men det var et voldsomt stilskift da de mere punkede, sortklædte med store hunde holdt deres indtog i flippernes hus. Jeg var bestyrer en del af perioden og havnede i håbløse roller som en slags moralsk vogter af, at folk påtog sig de nødvendige opgaver, passede på kassen, kom til møderne og ikke reparerede stjålne cykler i huset. Kassedifferencerne var en træls ting, og på et tidspunkt snuppede jeg en tyv (af den ældre generation skal pointeres) på den måde, at jeg overnattede på det toilet, hvor kassen stod om natten. Kl. 5 om morgenen kom den skyldige og låste op med en for os ubekendt nøgle - klar til at snuppe lidt kontanter. Og ups - der sad bestyreren 1 meter fremme og sagde god morgen!  Det er længe siden, beløbet var forholdsvis beskedent og personen blev hængt ud i forhold til så mange mennesker, at det vist er på tide med en tilgivelse.

 

Langsomt sev de gamle flippere væk. Nogle af ærketyperne med langt hår, flosset skæg og orange joggingbukser var længere om at opdage ændringen end andre. Den sidste af denne slags blev jaget væk, da han kom og bestilte rødbedesuppe og ved en fejl fik serveret en tallerken med råt hestekød, som en af punkerne havde købt til sin hund og smidt i fryseren. Barvagten, der skulle lave suppen, kunne ikke lige se hvad der var i frostposen og var vist også lidt ligeglad om den gamle herre fik en passende servering. En anden skillelinie i forholdet mellem punkere og flippere blev markeret den dag, børnereolen ophørte med at have en fast plads i cafeen. Vi kan godt forstå at det må være svært lige at have været barn selv, og så at skulle gå og se på den slags i sit eget hus.

 

Siden var der en masse andre som har væltet rundt i huset, haft det sjovt eller lavet en masse arbejde. Det er vel ikke forkert at sige, at huset er blevet befolket af den ene ungdomsgeneration efter den anden - med hver sin måde at være anderledes fra det brede flertal. Med de unge følger tit en slags pubertetsproblemer, men alt i alt er det mit indtryk at det fungerer rigtig godt for rigtig mange - og det er jo meningen. Det er generationerne efter os, der har æren af, at det i dag er et respekteret spillested som præsenterer en masse musik, som jeg personligt synes er rigtig spændende. Det er faktisk ikke lykkedes at jage den sidste flipper ud, men skal jeg ved denne lejlighed røbe, hvad der skal til, så må det være noget med at anskaffe nogle CD’er med Eagles, R.E.M. og Bryan Adams og spille dem i cafeen - så skal jeg nok også være den der er skredet. Jeg vil sådan set sige tak fordi det ikke kørte den vej.

 

Anders Wested

Tlf. 98101676  

rettelser / kommentarer:

 ailto:anderswested(snabl-a)live.dk